Misja og de kapitalistiske punkere

MOSKVA: Det begyndte med rock. Tonstung finsk punkrock. Bandet hed Sielun Veljet og passede overhovedet ikke ind i resten af det partigodkendte program ved »Festivalen for unge og studerende« i Moskva i 1985. Så meget vidste Mikhail Baster, dengang 14 år gammel og allerede en ivrig samler af illegale vestlige punkplader. Han og en kammerat ragede halvdelen af håret af og sprøjtede hårlak i den resterende midterstribe. Få timer senere var de på vej til koncert med to gange hanekam, hullede jeans og læderjakker.

»Vi regnede med, at vi ville være de eneste, der turde komme med hanekam. Vi overvejede, om de overhovedet ville lukke os ind,« fortæller Mikhail Baster, eller bare Misja, som han foretrækker at kalde sig.

Men inden for i Moskvas statelige »Kulturhus Kautjuk«, hvor festivalen skulle foregå, fik de to unge oprørsspirer sig et chok.

»Der var fyldt med punkere og hanekamme! Dengang blev jeg sgu overrasket,« siger han i dag.

DET HAVDE ALLEREDE længe boblet i Moskvas undergrund, da reformlederen Mikhail Gorbatjov i 1985 afløs-te rækken af aldrende sovjetledere i spidsen for Sovjetunionen. Da Misja gik til sin første punkkoncert var det godt nok stadig de vandkæmmede ungkommunistiske komsomol-medlemmer, der officielt repræsenterede den sovjetiske fremtid. Men det var på gadehjørnerne, i baggårdene og i øvelokalerne, de unge skubbede grænserne for, hvad man kunne i et dogmatisk étpartisystem. Voksende subkulturer af punkere, hippier, new wavere, og heavy metal-tilhængere nægtede at indordne sig. De fik en væsentlig betydning for hele systemskiftet, mener Misja Baster.

»Vi ville bare være unge ligesom unge alle andre steder. Jeg mener, hvad skulle vi sige, når kommissærerne forbød AC/DC? Vi grinte højt ad det og gik ned og købte skiven på det illegale marked. Og hvad skulle vi sige, når de forbød vores koncerter? Vi lavede vores egne koncerter i lejligheder. På den måde var der ingen, der tog reglerne alvorligt længere,« siger Misja Baster, der i dag er 37 år og forfatter til to bøger om tiden dengang.

Forbud blev trodsigt modarbejdet. Mens censuren af det skrevne ord førte til en bølge af hjemmetrykte bøger og blade, dissidenternes såkaldte »samisdat«, så fik sortlistningen af punk-, rock- og popgrupper festglade unge til at kaste sig over trodsig piratkopiering. Det gnavede i autoritetstroen.

»Der var nærmest ikke den musik, du ikke kunne få fat i illegalt, selvom myndighederne forbød til højre og venstre. Jeg tror nogle gange, de bare sad og gættede ud fra et navn eller noget. De havde aldrig hørt musikken. Og de forstod tydeligvis ikke finsk,« konkluderer han på baggrund af de drabelige finske punkgrupper, der slap gennem nåleøjet allerede i 1985.

Film krydsede også jerntæppet. Den unge Misjas idé med hanekammen var delvist inspireret af Martin Scorsese-filmen »Taxi Driver,« hvor Robert de Niro udødeliggjorde stilen.

I løbet af Gorbatjovs tøbrud blev det meste litteratur og musik langsomt givet fri. Men partiet prøvede stadig at tilrette de oprørske ungdomsgrupper, som på russisk blev kaldt »neformaly«, de uformelle. Ved lov var borgere stadig forpligtet til enten at arbejde eller tage en uddannelse.

»Hvis de så dig i syret tøj, eller hvis du lavede ballade, så blev det skrevet i dine papirer, og der gik besked til din arbejdsgiver. Og så var dine chancer for at gøre karriere allerede blevet færre. Men mange var naturligvis ligeglade, for de havde overhovedet ikke tænkt sig at gøre karriere,« fortæller han.

De blev stadigt mere dristige. De gjorde nar af politiet, holdt fester i tidligere beskyttelsesrum, besatte bygninger og promenerede rundt i byen i ekstreme kostumer.

»Noget af de sjoveste var at rage rundt i noget helt vildt tøj, og når politiet så kom væltende, så kunne vi pludselig kun tale tysk eller engelsk. Vi bildte dem ind, at vi var berømte udlændinge, og at de hellere måtte lade os gå straks. Men det virkede nu ikke altid,« fortæller han.

Samtidig var der store forskelle på de sovjetiske punkere og deres mere anarkistiske trosfæller i Vesteuropa. Som en rebelsk subkultur måtte de sovjetiske unge nødvendigvis gøre oprør mod deres eget system. De omfavnede derfor kapitalismen. I første omgang på det vidtstrakte sortbørsmarked.

»Det var et paradoks. Vi var kvasi-anarkister, men også forretningsdrivende. Det var jo også et oprør. Mange af punkerne og »new waverne« endte som forretningsfolk,« siger Misja.

Samtidig kom de sovjetiske subkulturer ofte fra de intellektuelle lag i befolkningen. Mange havde universitetsuddannelser eller konservatoriebaggrund, når de kastede sig ud i en karriere som undergrundstrommeslager bevæbnet med et par blikspande og et grydelåg.

I 1989 følte subkulturerne på det nærmeste, at de havde sejret. Triumfen var den hidtil største rockkoncert i Sovjetunionen, »Moscow Peace Festival«. Nogle af tidens største metalbands, Ozzy Osbourne, Mötley Crüe, Scorpions og sovjetiske Gorky Park, ramte byen i august med en koncert, der samlede 100.000 mennesker.

»Stemningen var ekstatisk. Forestil dig, folk kom rejsende helt fra Usbekistan - tre dage i tog - for at opleve musikken,« siger Misja Baster.

Det var også dette besøg i Moskva, der inspirerede det tyske band Scorpions til sangen »Wind of Change,« der blev soundtrack til Sovjetunionens kollaps to år senere.

Supermagtens sammenbrud kom bag på selv undergrundsbevægelserne. Men de unge sluttede op om de store protestdemonstrationer mod gammelkommunisternes mislykkede kup i 1991.

»Det var en mærkelig tid. Jeg var glad for at det gamle styre blev smidt på porten. Det var de fleste. Men efter Sovjetunionen fulgte bare kaos. Kaos og frihed er ikke det samme,« siger Misja Baster.

Han arrangerede tidligere på året en fotoudstilling om subkulturerne i 1980ernes Moskva. I dag taler han længe og nostalgisk om tiden dengang.

»Jeg tror, avantgarden trives bedst i brydningstider. Tiden i dag er apatisk,« siger han.